onsdag den 17. april 2013

Så er jeg her igen...

Nu må det vist være på tide med et lille indlæg her på bloggen igen. Jeg har holdt lidt ferie til påske og efter påske fik jeg en rigtig træls influenza og er først ved at være ovenpå nu!!!

Jeg har da været lidt kreativ den sidste måneds tid, selv om jeg ikke har fået sat noget på min blog. Jeg har syet nogle flere mobiletuier/iPhone sleeves, og for et par dage siden fik jeg monteret mit store byt-en-lap tæppe med pladevat og bagside, så nu skal det "bare" syes sammen (quiltes) og have kantbånd på! Jeg er lidt spændt på, om jeg tør forsøge mig med at quilte det på maskine, eller om det går helt galt, når det er så stort. Men jeg orker ikke at gøre det i hånden, så jeg tror, jeg gør et forsøg. Hvis jeg ikke kan gøre det på maskine, må jeg prøve at lave noget knudequilt i stedet.

Etuierne er lidt forskellige bredder, for jeg skulle finde ud af, hvilken størrelse, der passede til at kunne have en iPhone og en pen ved siden af til at skrive med. Etuiet til venstre endte med at blive til mit digitalkamera, for det blev alt for bredt. Etuiet i midten beholdte jeg selv til min iPhone. Det er lavet af noget Liberty stof og er ret lækkert og blødt. Jeg har ikke prøvet Liberty stof før men bestilte lidt, da jeg har set flere steder, at det er meget populært. Det sidste etui (til højre) har min mor fået til sin iPhone. Det passer også med en pen ved siden af. Etuiet med farvede elefanter, som jeg har vist for et par indlæg siden, har min svigerinde fået til sin iPhone.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.